Sider

fredag den 8. november 2013

UDVIST!!!

Jeg må desværre fortælle, at der ikke kommer flere "breve fra Istanbul". I hvert fald ikke i nærmeste fremtid.

Jeg er blevet udvist af Tyrkiet i 5 år, fordi jeg har overtrådt en regel, hvis eksistens jeg ikke var blevet informeret om.

Jeg er dybt ulykkeligt og fuldstændig i chok, men jeg vælger alligevel at skrive det her, i håb om at der måske er nogen, der læser med, der kan hjælpe eller måske har oplevet en lignende situation og har gode råd.

Kort fortalt så rejste jeg til Tyrkiet d. 26. september på et studievisum gyldigt fra d. 19. september 2013  til 18. marts 2014. Jeg blev informeret, at hvis jeg ønskede at blive i Tyrkiet i længere end 30 dage, skulle jeg søge om opholdstilladelse.

D. 7. oktober søgte jeg derfor om opholdstilladelse med besked om, at det kunne afhentes d. 8. november. Jeg nævnte, at jeg havde planlagt en tur til Danmark d. 6. november, og de anbefalede derfor, at jeg kom forbi kontoret d. 4. november for at se, om opholdstilladelsen var færdig.

D. 4. november tog jeg hen på kontoret, hvor jeg fik at vide, at opholdstilladelsen ikke var klar, men jeg kunne komme igen dagen efter. Dagen efter var opholdstilladelsen stadig ikke klar. Jeg spurgte derfor, om det ville være et problem at rejse til Danmark uden opholdstilladelsen. 2 ansatte på kontoret fortalte uafhængigt af hinanden, at det ikke var noget problem at rejse til Danmark, og at jeg kunne komme og hente min opholdstilladelse på mandag d. 11. november, når jeg var tilbage i Tyrkiet igen. Både Hasan og jeg følte os derfor sikre på, at det ikke ville blive noget problem at rejse.

Ved udrejse fra Tyrkiet d. 6. november bliver jeg i paskontrollen vist ind på et lille kontor, hvor jeg får at vide, at jeg har overtrådt visum reglerne. Dette har jeg åbenbart, fordi jeg har været i Tyrkiet i mere end 30 dage på mit visum og nu prøver at udrejse uden at have modtaget min opholdstilladelse. Jeg er ikke på noget tidspunkt blevet informeret om, at dette ikke er lovligt, ej heller konsekvenserne ved at udrejse.

Konsekvensen for udrejse er udvisning i 5 år!! Denne udvisning kan dog ophæves, hvis jeg er villig til at betale 200 TL, hvilken kun svarer til 600 kr. Jeg siger, at jeg meget gerne vil betale bøden! Dog kan jeg ikke få lov at betale med kreditkort. Det skal være kontant. Jeg spørger derfor, om jeg må få lov at gå ud og hæve pengene et sted. Dette får jeg nej til. Derefter spørger jeg, om jeg må ringe til Hasan, så de kan forklare ham på tyrkisk, hvad det er, der sker, men svaret er, at det må jeg ikke, da de sagtens kan forstå mig! (Ja tak, men nu var det ligsom mig, der ikke forstod noget som helst).

Jeg får at vide, at jeg skal underskrive en seddel om, at jeg er udvist. Denne seddel skal jeg tage med til det tyrkiske konsulat i København, hvor jeg kan betale min bøde, og så bliver udvisningen ophævet. Jeg vælger derfor at skriver under, da jeg ikke føler, jeg har noget andet valg, når jeg hverken må gå ud og hæve penge eller ringe. Derudover stoler jeg jo på, at jeg bare kan betale bøden i København.

Efter en forfærdelig flyvetur til Danmark med mange bekymringer, tager jeg direkte ud på konsulatet. Her får jeg at vide, at jeg IKKE kan få lov at betale bøden!

De anbefaler i stedet, at jeg ansøger visum påny, og når det så (forhåbentlig) bliver godkendt, kan jeg indrejse igen og betale min bøde i Tyrkiet. Måske dette "bare" er løsningen. Det håber jeg selvfølgelig! Lige nu har jeg bare mistet tiltroen til de infomationer jeg får fuldstændigt! Jeg er virkelig bange for, at jeg kommer til at bruge tid, penge og bekymringer på et nyt visum og flybillet, for så at blive afvist når jeg står nede i lufthavnen igen.

Så lige nu ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske, og hvornår jeg ser Hasan og Tyrkiet igen. Jeg skulle have startet i skole igen på mandag, men det kommer så heller ikke til at ske :-(

Kryds lige fingre for os, og kontakt mig meget gerne, hvis du har gode råd eller lign.


6 kommentarer:

  1. Hvor har jeg ondt af dig, det er mit værste mareridt at sådan noget skulle ske. Utroligt at man ikke engang kan stole på hvad der bliver sagt... jeg håber at du kan få lov at komme tilbage snart :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Helle. Jeg er også meget chokeret over, hvor galt det kunne gå, men i dag har jeg da fået lov at aflevere en ny visumansøgning, så jeg håber, det lykkedes nu :-)

      Slet
  2. Føj for den, det var dog frygteligt. Håber virkelig at du får lov til at rejse ind igen.
    Synes ofte man for forskellige svar omkring visum, opholdstilladelse osv. Hernede.
    Jeg havde også en del bøvl, da vi skulle søge til mig. Så det opgav vi til sidst. Og så rejste jeg ud af Tyrkiet i 14 dage, for at det kommer til at passe med hjemrejse datoen til Danmark.
    Men alle de modstridende informationer er meget frustrerende, når man tror der er styr på tingene :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Signe.
      Jeg er meget overrasket over, hvor forskellige svar man får, alt efter hvornår, hvor og hvem man lige spørger.
      Jeg ville jo meget gerne være i Tyrkiet længere end 90 dage, så derfor skal jeg bare have styr på den opholdstilladelse.

      Slet
  3. Det mærkelige er at hvis du fra start IKKE havde søgt studievisum, så havde du haft 3 måneder hernede, til at søge og modtage din opholdstilladelse. Men så kunne du vel ikke havde startet på skolen?! Den eneste vi umiddelbart tænker på, kunne rådgive dig er Maja Holmlund. Har du kontaktet hende? Både rådgivningen på politistationen og behandlingen i lufthavnen lyder fuldstændig absurd. Der må være en form for klage/anke mylighed til den afgørelse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcist! Jeg prøvede også at forklare dem i lufthavnen, at jeg jo er dansker og normalt slet ikke har brug for det visum. Det var så dumt, at jeg valgte at få det i første omgang, men det kan jeg jo desværre ikke lave om på nu.
      Jeg har fået besked på, at min eneste mulighed for indrejse er nyt studievisum, så det er det råd, jeg har fuldt.
      Jeg skal huske dit råd ang. Maja, men pt afventer jeg lige, for det ser ud til, at konsulatet i Danmark rent faktisk har styr på reglerne, og de forsøger at hjælpe mig nu! :-)

      Slet