6 mdr. senere...

...og jeg er nu tilbage i Istanbul. Hold nu op, det føles mærkeligt. Der er sket meget, siden jeg forlod lejligheden i sommers. Alligevel føles det dejlig velkendt at være her.

Jeg startede ud i går aftes med at åbne alle skabene og danne mig et hurtigt overblik over, hvad der var i dem. Jeg har nemlig ikke haft nogen somhelst anelse om, hvor mange af mine ting, der stadig var dernede. Og jeg har faktisk mere end forventet, så nu skal vi ud og lede efter en ny kuffert til mig, så jeg kan tage nogle af mine ting med hjem på mandag. Heldigvis rejse jeg herned uden check ind bagage, så jeg kan nemt have en ekstra kuffert med retur uden at betale ekstra.

Derudover har jeg planer om lidt ekstra shopping i løbet af dagen. Jeg mangler bl.a. lidt tøj, og så skal vi på Starbucks. Godt nok er der kommet Starbucks i Danmark nu, men det er så dyrt, at jeg foretrækker at vente, til jeg er i Tyrkiet.

Det er lunt hernede. 10-15 grader. Til gengæld er det overskyet og det stormer en del. Så det er nok meget fornuftigt, at vi finder et shoppingcenter at tilbringe dagen i :-)

Vores nabobygning er ved at blive bygget om til restaurant. Så til foråret, kommer der til at sidde folk nærmest uden for vores vindue, da de har bygget en ekstra etage og en tagterasse. Vi kan heller ikke se vandet længere! Ikke videre fedt for os, så nu er jeg alligevel glad for, at Hasan flytter ud af lejligheden, så snart han får opholdstilladelse i Danmark.

Vores nye "udsigt", hvor der forment kommer til at stå borde både ud og inde, dvs. nærmest lige foran vores vinduer:

Vores gamle udsigt:

Hav en dejlig weekend :-)

Islam

De sidste par dage, har jeg gået og tænkt lidt over, om jeg skulle kommentere på de seneste begivenheder i Paris. Ikke fordi det som sådan vedkommer mig, andet end at det selvfølgelig påvirker en, da hændelserne er dybt tragiske. Men som værende gift med en muslim påvirker det alligevel også på en anden måde, fordi det igen sætter negativt fokus på islam.

Det er nemlig begivenheder som denne, der blandt andet er skyld i, at jeg ind i mellem møder fordomme, når jeg fortæller, at min mand er tyrkisk. Og nu hvor vi ønsker at bo i Danmark, hvor fordommene er mange, kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan det egentlig bliver for Hasan at bo her. Hvordan vil danskerne tage imod ham?

Min generelle erfaring er heldigvis, at min omgangskreds kun har fordomme, ind til de har mødt ham. Så snart de lærer ham at kende, forsvinder fordommene, og i dagligdagen tænker man slet ikke over, at han er muslim. På samme måde som man heller ikke tænker over, at jeg er kristen. Det er kun, når vi fejrer vores helligdage, som Kurban Bayram, Seker Bayram, Jul og Påske, at man bemærker forskellen. -I hvert fald i vores forhold.

Jeg ville bare sådan ønske, at man slet ikke nåede det punkt, hvor man havde fordomme, før man overhovedet havde mødt personen!

Dette skal ikke være en løftet pegefinger, for jeg havde også selv mine tanker, dengang jeg lige havde mødt Hasan, hvilket jeg heller ikke har lagt skjul på. I stedet er det ment, som en lille lektie vi alle nok har godt af at tage med os. Jeg har i hvert fald bemærket, at jeg de sidste par år er blevet bedre til ikke bare at generalisere og "sætte et label" på nye mennesker, jeg møder, før jeg rent faktisk har lært dem lidt at kende. Det tror jeg, vi alle kunne lære noget af. Uanset om det gælder muslimer, danskere, sorte mennesker (hvad må man efterhånden kalde dem uden at bruge fy-ord??), blondiner eller hvad label vi ellers kan finde på at bruge om vores medmennesker.

Egentlig var jeg kommet frem til, at jeg ikke ville kommentere på dette, men så faldt jeg over en interessant video på Facebook, der fik mig inspireret til at skrive ovenstående. Videoen er med Mehdi Hasan, der taler til Oxford Union Society. Videoen er ikke ny, men han har nogle virkelig gode og relevante pointer, så hvis I ellers er nogenlunde skarpe til engelsk (han taler lidt hurtigt), vil jeg anbefale jer at se videoen. Jeg har fundet den på youtube.

Hvis video ikke virker, kan I bruge dette link: www.youtube.com/watch?v=HjRI2AsF3h0

Året der gik og bloggen, der gik i stå

Først vil jeg gerne ønske alle, der stadig læser med her på bloggen, et rigtig godt Nytår!

Da jeg i august gav jer en opdatering, hvor jeg fortalte, at jeg var flyttet tilbage til Danmark, lovede jeg, at jeg fortsat ville fortælle historier fra Tyrkiet samt komme med opdateringer på vores familiesammenføringsprocess. Men så skete der ikke rigtig mere herinde.

Det er altså ikke fordi mit liv er gået i stå, nok snarere tværtimod. Der skete nemlig pludselig en hel masse ting oven i hinanden, og jeg havde svært ved overhovedet at følge med. I det hele taget har 2014 været noget af et rutschebane-år, hvor jeg til tider har følt, at jeg var lige ved at falde af i svinget. Det er dog lykkes mig at holde fast, og nu begynder turen langsomt at blive sjov igen.

Når man tager et kig på, hvad sidste halvdel af år 2014 har budt på, er der ikke noget at sige til, at jeg ind i mellem har været ved at tabe pusten:
- Jeg flyttede fra lejligheden i Istanbul og dermed også Hasan :-( tilbage til Danmark
- D. 29.08.2014 blev vi viet på Slagelse Rådhus og havde en rigtig dejlig dag med den nærmeste familie
- I september sagde jeg farvel til gode kollegaer gennem 8 år, da jeg stoppede mit studiejob hos DFDS A/S
- 1. oktober startede jeg en fuldtidsstillingen hos Carlsberg Breweries A/S
- 1. november købte jeg min første lejlighed: En dejlig 2 værelses i Valby.
- I december færdiggjorde vi endelig vores ansøgning om familiesammenføring. Den er afleveret, og vi kan nu ikke gøre andet end at vente og håbe på det bedste.

Oven i alt det ovenstående, der jo primært er gode ting, har jeg døjet med skræntende helbred de sidste mange måneder. Min krop kan ikke rigtig følge med. Under normale omstændigheder havde jeg nok overvejet at trække stikket og taget den med ro, men i dette tilfælde har jeg valgt at hænge i selv om det er det hårdeste, jeg nogensinde har udsat mig selv for. Nyt job og ny bolig er ikke en god kombi, når man også står midt i en familiesammenføring, men samtidig er både job og bolig lidt en nødvendighed for at familiesammenføringen overhovedet kan blive en realitet.

Resultatet er desværre en masse problemer med nakkespændinger, svimmelhed, uro og mavesmerter, og jeg føler, at jeg render til diverse behandlinger hele tiden, uden der reelt er noget, der virker. Det er dog langsomt ved at blive bedre, og jeg begynder at tro på, at jeg nok skal få det stoppet helt, selv om processen er lang. Helt ro får jeg nok ikke, før vi har fået et (forhåbentligt) positivt svar på den familiesammenføring. -Hvis det ikke sker, kan jeg ikke helt overskue, hvad vi gør, men ind til videre tror jeg på, at det nok skal lykkes.

Jeg håber, at år 2015 bliver vores år! Kryds fingre for os. Vi får brug for det!

I får lige et enkelt billede fra i sommers, lige inden jeg flyttede tilbage til Danmark